En kæmpe kvinde skabt af magi, kød og tanker

Om Louis Jensens roman Kejserinden. Udgivet på forlaget Replikant, 2011.

Jeg vil med det samme sige, at denne anmeldelse af Louis Jensens Kejserinden har ladet vente på sig. Ikke fordi lysten til at skrive den manglede, men fordi den skulle have lov til at falde til ro og blive læst en gang til og så falde til ro igen.

På overfladen er der tale om en kort roman på 136 sider. Den handler om en stor dreng, der lever et gråt liv tæt på en motorvej sammen med en stærkt fraværende far. Moderen er død mange år tidligere og drengen har svært ved at genkalde sig hende i sin bevidsthed. En dag samles han op af en stor lastbil, der tager ham med til verdens ende og sætter ham af på en høj skrænt. Lastbilens kvindelige chauffør tipper en kæmpemæssig, nøgen kvinde ud over afgrunden og ned i havet. Det er Kejserinden. Efterfølgende rejser drengen med kroppen ud i verden. Til at begynde med er der ikke meget liv i den kæmpe kvinde, hun glider bare af sted over havet med drengen siddende på sin mave. Men livet kommer. Det kommer fra drengens hjerte. Og det er her, Kejserinden som fortælling tager form og bliver til meget, meget mere end bare en dreng, der sejler verden rundt på en 30 meter lang og nøgen kvindekrop.

I Kejserinden bevæger Louis Jensen sin magiske realisme så langt ud, at vi skal holde godt fast for ikke at miste fodfæstet.

Og dog! I denne bog er det magiske en stor, varm og nøgen kvindekrop, der beskytter vores hovedperson mod alt det onde og overfladiske, de møder på rejsen rundt i verden. Der kommer mælk ud af hendes bryster. Han kan sove i hendes hår og gemme sig i hendes mund. Når hendes krop ødelægges, bløder det og den går til, men hvad er egentligt pointen?

Det forekommer nærliggende at spørge: rejser den her dreng virkelig rundt i verden på en kæmpe kvinde i en søgen efter sig selv og evnen til at give hende sit hjerte? Jeg tror det ikke. Magisk realisme foregår i tankerne; både hos den der har skrevet bogen, den der læser den og i høj grad hos dem, der er med i bogen. For mig at se er det væsentlige ved Kejserinden, at drengen skal lære at elske en person, han hader som en følge af svigt og savn. Er det magisk? Ja. Er det overvældende? Ja. Er det skræmmende? Ja.

”Jeg forstod nu, først nu, at Kejserinden var sammensat af to helt forskellige Kejserinder. Den ene var ufatteligt god. Det var min Kejserinde. Det kaldte jeg hende, selvom jeg nu måtte indse, at hun lige så meget var skabt af Den Onde Kejserinde. Hende der var lige så ufatteligt ond, som min var god. De to blev til én. Én der var livløs og hverken ond eller god. Én uden hjerte. ”

Kejserinden ved hele tiden, hvor de skal hen og svømmer tavst af sted. Men ret beset er det drengens tanker, der styrer hende, og de gange han tænker grimt eller bliver vred, påvirker det hende så voldsomt, at en sort, onde Kejserinde dukker op i hende og vil straffe ham.

Spørgsmålet om, hvem denne Kejserinde er, fyldte meget i mine tanker, mens jeg læste. Jeg var omkring Gud, en engel, troen i sig selv, men endte ved hans mor.

Kejserinden er det ensomme barns fortælling. Det er en historie, der udspiller sig i tankerne hos et barn, der er alene i verden. Et barn, der ikke finder nogen støtte eller kærlighed hos sin far og savner den for længst tabte mor.

Hans rejse jorden rundt på den store kvinde er en lang kamp for at fastholde ideen om en mor i sine tanker. Han vil give alt for hende, selv sit hjerte, men det er ikke nok, det kan aldrig være nok. Det, der er dødt, er dødt.

”Hun forsvandt lidt efter lidt for mig, og når jeg satte mig på hendes pande og talte med hende, blev hun stadig mere og mere fjern. Men hendes kærlighed og ømhed mærkede jeg hele tiden. Også da hun døde, og længe efter blev den stående omkring hende og trøstede mig. For til sidst døde hun.”

På rejsen rundt i verden lærer drengen at elske sin mor, at tilgive hende for at dø, og samtidig mærker han hende tilgive ham, for at have hadet hende for at dø.

Det var i hvert fald, hvad jeg fik ud af det, og det føles godt og smukt.

Og sådan gik det til, at min anmeldelse endte som en tolkning. Jeg kunne ikke holde igen, desværre. Tankerne om forholdet mellem den døende mor og sønnen har sat sig fast i mig og jeg kan ikke skrive om bogen uden dem.

Jeg håber, det er indlysende, at jeg anbefaler bogen varmt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s