Skotsk musik af mælk og honning

Efter i mange år at have defineret Skotland som et sted (ovenover England) med en masse kolde, høje bakker. Et sted, hvor folk løber rundt i højlandet med kilt, råber uforståelige engelske ord gennem tågen og fugten, drikker whisky og måske endda slås med uhyrer i dybe, lange søer *træk vejret* har jeg nu fået øjnene op for landets sande skønhed *Nej mor, det er ikke Sean Connery*

Musik! Musik så blød, skøn og dybtfølt at det helt klart kun kan være skabt i dette bløde lands bugtende landskab, hvor tågen flyder som mælk mellem de græsklædte bjerge og tonerne spredes som honning mellem græssets strå.

Bedøm selv. Det er i hvert fald noget af det smukkeste musik, der i det seneste års tid er nået frem til mig.

Jeg vil lægge ud med Isobel Campbell, som jeg ikke selv kendte til, før hun ved et tilfælde dukkede op i mit hoved med denne sang, Amorino. Luk øjnene og rejs med til Skotland. “Make it whole. Heart and soul”

Isobel er født i 1976 i Glasgow og har lavet 4 albums selv: The Green Fields of Foreverland (1999), Swansong For You (2000), Amorino (2003) samt Milkwhite Sheets (2006).

Sangen ovenfor er fra Amorino og det er den næste også. Jeg er knusende betaget af denne sarte og skønne This land flows with milk, som I kan høre ved at klikke på titlen eller på billedet af Isobel nedenfor. Klik, luk dine øjne og flyd med gennem et skotsk landskab af følelser!

Jeg tror faktisk ikke, der er ret mange i Danmark der kender Isobel’s musik, og det gjorde jeg som sagt heller ikke selv. Jeg havnede der (Moffat og Isobel har lavet musik sammen) på grund af dette uhørt fantastiske stykke skotsk musik The Copper Top af Bill Wells og Aidan Moffat. Klik på titel eller billede og nyd bedemændenes smukke sang om livet, døden og det at blive ældre.

De to herrer, Wells og Moffat, skriver smuk musik og dybe tekster, derfor slipper I ikke for teksten, som jeg sætter ind her under billedet, der også linker til selve sangen.


The bar’s busier than it should be on a weekday afternoon as the door swings shut behind me, but I’m the only one wearing a suit. No-one seems to notice my entrance though, I suppose they must be used to mourners in the nearest pub to the crematorium. I don’t think I could’ve coped with the wake, I had to make a quick exit to be alone with my memories, I was sick of hearing everyone else’s. I buy a pint and sit down.

‘See, the trouble with you is that you’re top heavy,’ said the tailor as he measured me up. They don’t get asked much for three-piece suits these days, so my choice was limited. I went for all-purpose black, or ‘charcoal grey’ as he called it. Looks black to me. This is the second time I’ve worn it, the first was a wedding and there’s a christening next week so I might as well get my money’s worth. Birth, love and death: the only reasons to get dressed up. I loosen my tie.

Halfway through my pint and a text message from John says he’s waiting outside, sooner than I’d expected. I down what’s left and step out into the bright afternoon and get in the car. I look up and see the pub’s once brilliant copper roof has oxidized over the years and it’s now a dull, pastel green. Everything’s getting older.

Den sidste sang, jeg vil dele I dag, er et lille solostykke af Aiden Moffat opført i det vi vist godt kan kalde en intim forsamling i Edinburgh, August 2011. Igen … Gør dig selv den tjeneste at sæt farten ned, lyt stille og roligt til musik og tekst. Sangen hedder I would’ve liked me a lot last night.

Aiden Moffat er født i Falkirk I 1973. Bill Wells er 10 år ældre, men også fra Falkirk.

God dag til jer fra mig:)

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s