Diddl og Arendse

Indrømmet … Det er længe siden, jeg sidst har skrevet herinde, og jeg vil egentligt gerne være artig og gøre det lidt oftere. Det har bare knebet lidt med tiden hen over sommeren … I ved … bogredigering, ferie og så videre.

*Bla, bla, bla, hvor svært kan det være at skrive et par linjer? Hvis du havde skrevet et indlæg i stedet for hvert stykke kage, du har ædt i ferien, havde du været 10 kilo lettere og 160 blogindlæg tungere!*  

Nå, nå … Hej indre stemme. Jeg troede, jeg havde efterladt dig på Bornholm?!

*Ha, mig slipper du ikke af med tykke*

Pfffttt …. Jeg nægter at have spist 160 stykker kage!

*Desværre old boddy … Jeg bor inden i dig … Jeg VED det!*

Hov, så du hende den lækre derovre? Hun må godt nok have en lækker indre stemme!

*Hvor? Hvor? HVOR?*

Anyway … Jeg fik lyst til at skrive, fordi vi var en smuttur i Tyskland i weekenden, og dér var der et par ting, der faldt både heldigt og uheldigt sammen.

Jeg har hele tiden sagt til Arendse, at når først min roman, Odins labyrint, blev udgivet, så måtte hun få den største Diddl, vi kunne finde (det var det, hun ville have). Jeg havde også sagt til hende, at Diddl var opfundet i Tyskland og at tyskerne var vilde med Diddl.

So fare so good … Indtil jeg fik alt for meget ret! Tyskerne var ikke bare vilde med Diddl. De var Diddl. Så vi mødte den største Diddl, vi endnu har set, og ja … Jeg ved faktisk ikke, hvordan man får den overtalt til at flytte til Tommerup … Eller om der i det hele taget er penge nok gemt i min endnu ufødte roman til at købe sådan en!

 
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s