Cousteau og jeg ånder frit i baghaven

Bedst som jeg sad og kiggede på mit indlæg fra i går om at trække vejret, kom jeg til at tænke på et af de mennesker, der fyldte mest i mit stærkt begrænsede medieunivers som barn i 70’erne.

Manden fra havet … manden med huen … Jacques Cousteau.

Smukt ikke? Det er ren Hemingway, og Den gamle mand og havet var da også en af de første voksenbøger, der virkelig greb fat i mig *der var altså lidt mere smerte i hans skæbne end i dem i Den sorte hingst og Peter Pjusk* Og så kan det endda blive endnu bedre!

Fantastisk billede … Selvom det samtidig får mig til at tænke på billedet nedenfor af døden, der spiller skak med Max von Sydow i Det Sjunde Inseglet af Ingmar Bergman.

… Og, og, og … hvorfor mon Jean Reno fik rollen som Enzo i Le Grand Bleu? *hint … vifte, vifte … NÆSEN*

“Hallo! Fokus-hæmmede skribent! Trække vejret?! Styr lige tankerne hjem igen!” Nå, ja … det er sandt. Jeg var i gang med ånding. Jacques Cousteau minder mig om det at slappe af og ånde, fordi hans programmer altid var så rolige og behagelige …

I min baghave er der ikke pokkers mange fisk, koralrev og gamle mænd med huer og store næser *altså bortset fra mig og min #fredagsboghue*, men når alting lige om lidt springer ud; når farverne grøn, lilla og hvid bølger sig op og ned, og Arendse og jeg skal ud i haven, så føles det nærmest som at være sammen med Cousteau. Og så … så kan jeg ånde frit:) 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s