Peter Høegs ’Elefantpassernes Børn’

Jeg har netop læst Peter Høegs Elefantpassernes børn som jeg købte i fredags, da den udkom. Samme aften satte jeg mig tilrette og var allerede efter 15-20 sider på plads i det univers, der via De måske egnede og Fortællinger om natten har placeret Peter Høeg som en af de største fortællere i min verden.

Efter 128 sider kan jeg blot konstatere, at han har fundet det bedste frem fra sine fire første bøger og samlet det samme i denne dejlige fortælling. En fortælling hvor sære og autoritære voksne med skøre navne som Alexander Bister Finkeblod, Pallas Athene og grev Richard Tre Løver til stadighed enten jagter eller styres af tre, store børn, der er børn af et præstepar, som efter at have fundet vej til guds mirakler er kommet til at tage lige et par skridt over på den sorte side af loven. De tre børn leder med deres store hang til at manipulere sig vej fremad i verden tankerne hen mod netop ’De måske egnede’, og især den 16-årige Tiltes forsøg med psyken, døden i kisten og til dels kærlighed er også ren Peter Høeg. Tag f.eks. denne sætning som Tilte siger om sin lillebror Peter:

”- Omkring Peter, sagde Tilte, som om hun talte om en person, der ikke var til stede, – ser man virkeligheden blive bøjet på mange forskellige måder.”

Jeg elsker Peter Høegs evne til at bearbejde menneskets psyke så legende let og alligevel evigt dybt.

Selve personerne i plottet er kort sagt både sjove og spændene. Plottet i sig selv med den sære præstefamilie, der ad forskellige veje vikles ind i Den store Synode er også ret godt. Finø, hvor de fleste personer i bogen kommer fra, er sjovt beskrevet, og giver helt klart de turistglade, mindre danske øer en gang røg, de nok tager med oprejst pande og et smil, da alt er kærligt ment og ikke rammer så langt ved siden af dansk ø-kultur.

Selve Den store Synode går i sin enkelthed ud på, at alle verdens religioner samt en række store mystikere og forskere skal mødes for at lufte deres indre tanker for hinanden. Intet lignede er nogensinde set, og store folk fra hele verden strømmer til grevens eventyrslot, hvor synoden holdes. Samtidig laves der på slottet en udstilling af alle verdens største religiøse klenodier og det er den samling, der hiver kriminelle og fundamentalistiske kræfter ind i historien. 

Så langt så godt. Hvis de første 128 sider havde holdt dampen oppe og fortsat tonen fra før nævnte store Peter Høeg bøger, så havde dette været den største af dem alle, men det er det ikke. I en lang midterdel går der for meget ’De 5 på nye eventyr’ i det hele, mens de store børn og deres hund ’Basker’ farer rundt og bliver jagtet af voksne, mens de opklarer mysterier og slipper af sted med lidt for meget – deres modstandere taget i betragtning. Plottet er der som sagt intet galt med, men det Peter Høgske, legen med psyken, forsøg med kærligheden, de store åbenbaringer; det går tabt og kommer først igen i glimt de sidste 50 sider. 

Hvis jeg gav stjerner, ville jeg dog stadig give bogen 4 ud af 5. Den første fordi den er forrygende de første 128 sider, den anden fordi den har et ret godt plot, den tredje fordi den viser en ny, velskrevet, humoristisk side af Peter Høeg og den fjerde fordi jeg har tænkt mig at læse bogen igen for at finde ud af, om der var noget, jeg gik glip af.

Elefantpassernes børn udkom i 2010 på Rosinante og er på 384 sider.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s