Anne Lise Marstrand-Jørgensens ‘Hildegard’

Endelig fik jeg fundet tid til at læse Anne Lise Marstrand-Jørgensens (MJ) Hildegard. Sikken en bog. Sikken en indlevelse! Sikken en oplevelse!

Lige fra Hildegards fødsel i år 1098 og op gennem hendes tidlige og sene barndom var jeg som læser helt tæt på den lille, lyse Hildegard. Jeg kunne mærke hendes afsavn, smerter, glæder og ukuelige livskraft langt ind i mig selv, og selvom lille Hild levede for 900 år siden, er hun i dag et lyslevende menneske fastlåst i mine tanker.

Det er sjældent, at skæbner i en bog er så knugende og levende, at jeg flere steder er nødt til at lade bogen synke nogle minutter – eller timer. Men det skete flere gange med Hildegard. MJ rammer både tiden og mennesket så rent, at det går lige ind, selvom 900 år er utrolig lang tid siden. Det var en anden tid, og der fandtes et helt andet menneskesyn, men selv med de forbehold kan smerten mærkes tydeligt. Ikke en overdreven ’se mig stakkels mig’ smerte, men en ’nå ja, sådan er livet og guds vilje jo’ smerte. Smukt!

Som Hildegards mor siger, da Hildegards yndlingsbror bliver sendt i kloster (de andre søskende er lidt hårde ved hende, fordi hun er yngst, sær og svagelig): ”Før eller siden må hun vænne sig til det og lære, at mennesket kan forsvinde, og at vi kun er sat i verden for at miste.”

Jeg ville ønske, jeg kunne skrive en hel masse om kapitlerne, hvor Hildegard som 10årig sendes i kloster og mures inde sammen med den lidt ældre Jutta, der har valgt at leve og dø indemuret i klostret Didibodenberg i Tyskland. Men det ville ikke være fair over for jer, der mangler at læse bogen. Jeg vil blot sige, at mens jeg læste side 196-197, gik jeg nærmest i ét med Hildegards skæbne. Jeg kunne alt for tydeligt mærke den lille pige, der opløst af gråd stod og så ud på sin far og mor, mens sten for sten blev muret op mellem dem og hende, indtil der til sidst kun var mørke tilbage.  

”Hun pressede hænderne mod munden, smagen af mørtel, en levende begravet, der kradser og kradser for at finde en sprække. Hun gik ind i sin celle på sine knæ, præcis som Jutta havde gjort, og bagefter kunne hun slet ikke rejse sig, hun væltede, slog skulderen mod det hårde stengulv, famlede efter noget, som kunne hjælpe hende på benene igen, famlede, og sank længere og længere ned i det altomsluttende mørke, jord og salt og hendes eget opløste ansigt.”

Afsluttende vil jeg tilføje, at det hele naturligvis ikke er mørke og smuk smerte. Nej, der er også masser af liv, kærlighed og livskraft i romanen. En roman om et fantastisk menneske, der kunne få mig til at gå i kloster, hvis hun dukkede op i et syn og sagde, jeg skulle.

Du kan høre min favorit blandt Hildegards kompositioner her Lux Vivens synget af Jocelyn Montgomery.

Hildegard er fantastisk, gribende, sansende, knugende, smertende, levende, nærværende, livsbekræftende og smuk!

Hildegard udkom i 2009 på Gyldendal og er 400 sider.

Glæder mig til at læse Hildegard II.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s