Det var altså en lasagne!

LYS, Lys, lys … Og swush forsvinder årets første rigtige forårsdag ud af mit synsfelt. Mørke. Arendse skal i seng. Ikke at hun har lyst, men derfor kan hun jo godt trænge til det … ”Spis nu den pølsemad færdig, så du kan få børstet tænder barn … Klokken er otte!” Fnis …

Men sådan er det jo med forår. På jobbet hævder de også, at de meget bedre kan lide skøre forårs-mads end trætte vinter-mads, så gad vide, hvor barnet har sine tosserier fra?

I denne uge har jeg redaktør-kasketten på og arbejder ihærdigt på, at få denne måneds blad færdig. Blade skriver jo ikke sig selv … eller jo, det gør de vel næsten, men nogen (mig) skal samle, klippe og redigere alle de skrevne ord, så de kan komme fine og færdige til trykkeren.

Jeg har altid min forfatter-kasket på. Derfor blev jeg superglad, da jeg i morges så på min Facebook-profil, at både Peter Fogtdal og Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan lide min nye blog og tankerne bag min kommende roman WotanaZ labyrint. Det er to fremragende forfattere, som jeg beundrer meget for både sprog og menneskesyn.

I dag blev også dagen, hvor jeg fik lavet en rigtig god lasagne … Troede jeg. ”Det ligner ikke en lasagne, far!” Nå, men det var det altså, og den smagte fint, vil jeg gerne tilføje … “Spis din pølsemad!”

”NU ER DET ALTSÅ sengetid Arendse …” Tavshed. 

Jeg vil fange og godnatere et stk. pige og derefter lægge mig til at læse lidt i Suzanne Colins’ Oprør, som Gyldendal har været så umanerligt søde at sende mig til anmeldelse.

Godnat derude i Webanien …

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s